Årsregnskab: Vækst og kundetilgang sikrer flot resultat

Djurslands Bank har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2018. Det viser et tilfredsstillende resultat før skat på 85 mio. kr. og forrenter egenkapitalen med 8,4 procent. En markant kundetilgang er med til at sikre vækst og positiv udvikling.

Bankdirektør Lars Møller Kristensen har i dag fremlagt bankens årsregnskab, og han udtrykker tilfredshed med det opnåede resultat. Bankens forretningsomfang har haft en pæn vækst året igennem, hvilket blandet andet skyldes, at banken igen i 2018 har opnået en markant tilgang af nye privat- og erhvervskunder.

-    Den fortsatte kundetilgang og en stor lånelyst primært hos bankens privatkunder medfører, at det gennemsnitlige udlån er steget med 7,9 procent. Der har ligeledes i 2018 været en stor aktivitet på boligområdet i hele bankens område, hvilket har øget bankens indtjening på gebyr- og provisionsindtægter, siger bankdirektør Lars Møller Kristensen.

Et aktivt boligmarked
Tallene for 2018 vidner netop om en stor aktivitet på det østjyske boligmarked. Det gælder især for Aarhus, men også nabokommunerne har i 2018 haft en god handelsaktivitet.

-    Boligrådgivning er et kerneområde for Djurslands Bank, og banken har igen i 2018 med stor succes afholdt en række møder for førstegangskøbere. Vi ser, at der er godt gang i boligmarkedet i hele bankens markedsområde, og det gælder både for førstegangskøberne og for de etablerede boligejere, der handler bolig eller fornyer indretningen i deres eksisterende hjem, fortæller bankdirektøren.

Den store interesse for at købe bolig viser sig også i bankens vækst på formidling af realkreditlån, hvor banken nu er oppe på at have formidlet realkreditlån i Totalkredit for over 11 mia. kroner, og alene i 2018 har banken haft en vækst på 13 procent.

Filialetablering og udvidelse i Risskov
Som et led i Djurslands Banks vækststrategi blev det i starten af 2018 besluttet at etablere en filial i Randers, da banken ser et stort kundepotentiale i det kronjyske område. Djurslands Bank slog dørene op for den nye filial i august måned på Østervold i Randers; en filial, der samtidig er bankens nye områdekontor for det nordlige Djursland.

-    Vi har fået en fantastisk flot modtagelse i Randers. Vi oplever en meget tilfredsstillende tilgang af nye kunder, og det viser, at der er en efterspørgsel efter en stærk lokalt forankret bank i Randers området. Filialen servicerer såvel private kunder som erhvervskunder, fortæller Lars Møller Kristensen og fortsætter:
-    Vi oplever også fortsat en yderst positiv udvikling i Aarhus-området med stor vækst og høj kundetilgang. Det er derfor også hårdt tiltrængt med en markant udvidelse af vores områdekontor i Risskov, som dermed bliver gearet til endnu større vækst – også indenfor erhvervsområdet. I disse tider, hvor banksektoren generelt måske ikke er så populær, er det dejligt at opleve den tillid, som kunderne viser os ved at vælge Djurslands Bank som deres finansielle samarbejdspartner, forklarer Lars Møller Kristensen.

Vi lever i mødet
Her ved indgangen til 2019 har Djurslands Bank lanceret en ny designprofil, idet banken ønsker en tydeligere og mere kundeorienteret profil. Bankens grundlæggende værdier om ordentlighed er der ikke ændret ved, bankens logo er også uændret; dog er farverne
ændret, så logoet fremstår tydeligere. Det nye design betyder, at banken vil fremstå med et nyt og mere tidssvarende layout fx på sociale medier, bankens hjemmeside og i øvrig markedsføring.

-    Vi lever af relationerne til vores kunder – og vil rigtigt gerne mødes med vores kunder, hvad enten det sker ved det fysiske møde, ved et onlinemøde, i telefonen eller når vi mødes helt uformelt i den lokale idrætsforening. Når vi i vores markedsføring fremover siger ”Vi lever i mødet” er det kort fortalt en understregning af, at netop relationen og nærheden til vores kunder er omdrejningspunktet i Djurslands Bank, slutter bankdirektør Lars Møller Kristensen.

I forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet indstilles det til generalforsamlingen, at der udbetales et udbytte på 6 kr. pr. aktie.

Læs mere om bankens regnskab her eller hør bankdirektør Lars Møller Kristensen fortælle om regnskabet her.
Du kan også se årsrapporten for 2018.